Forældresamtaler, råd og vejledning
Når forældre har et barn der mistrives, kommer de ofte i kontakt med følelsen af ikke at have gjort det godt nok i deres forældreskab, bebrejder sig selv og tænker ”hvad skulle jeg have gjort anderledes”, eller “hvad har jeg gjort forkert”.
Forældre eller pårørende til unge der har et problematisk forbrug af rusmidler, kan have anderledes udfordringer. De oplever at være magtesløse, fordi de i en skræmmende grad oplever manglende kontakt, ligegyldighed og fravær hos den unge. Familien mister fornemmelsen for den unge og frygten for at miste bliver ekstra udfordret.
Som forældre kan det være svært at involvere netværk og familier i problematikken. Det er forbundet med tabu, skyld og skam og der er risiko for ikke at blive forstået og man kommer til at stå alene med problemet.
Derfor kan det skabe udvikling, forandring og håb, at tale med en uvildig person, som har viden om rusmidlets virkning på hjerne og adfærd.
Hvis relationen til barnet bærer præg af mistillid, bliver det vigtigt at arbejde med at genskabe tilliden og genoprette dialogen, når der er dialog er der indflydelse, når der ikke er dialog er der magtesløshed.
Det er vigtigt at man som rollemodel og betydningsfuld voksen, er villig til at se på egne handlemønstre og blive bevidst om effekten af disse, ved derigennem at støtte og motivere den unge i at foretage en forandring og på sigt reducere sit forbrug eller blive stoffri.